Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pædagogiske målsætninger

Ravnsborgs pædagogiske idealer

I Ravnsborg skal vi sikre et godt og udviklende børneliv. Derfor har vi udviklet pædagogiske ambitioner, formuleret som målsætninger, vi stræber imod i vores pædagogiske arbejde.

Det pædagogiske grundfundament i Ravnsborg er systemisk. Børnenes adfærd er et produkt af deres omgivelser, som de også gensidigt påvirker. Vores mantra er derfor nysgerrighed og en søgen efter forståelse af det enkelte barns omgivelser. Der er aldrig noget galt med det enkelte barn, men med vores relationelle tilgang og pædagogiske tilrettelæggelse omkring barnet. Vi har – og tør tage – ansvaret. Alle børn rummer styrker, og vores opgave er at sikre, at børnene mærker vores forståelse og vilje til at få disse styrker til at vokse.

Alle børn har krav på at være en del af et meningsfuldt fællesskab, og det er fællesskabets opgave at understøtte inklusionen af marginaliserede børn, som bevæger sig i periferien eller helt udenfor.

I Ravnsborg følger strukturerne børnene – og ikke omvendt. Derfor vil vi i så høj grad som muligt indstille os på fleksibilitet og altid være opmærksomme på børnenes signaler og justere os der, hvor det er nødvendigt og gavnligt for barnets trivsel, udvikling, læring og dannelse.